Web TV - et socialt medie03/03

Hvordan får vi folk til at se, det de ikke vidste, de gerne vil se?

Af Christian Sondrup, interactive planner

Prøv at forestille dig at du bliver sat over for følgende valg: Du kan vælge at se verdens mest fantastiske, mest horisontudvidende og ubetinget mest underholdende TV-produktion, men du må ikke fortælle nogen om det hverken før eller efter. Hvor stor værdi vil det have for dig? Alternativt kan du vælge at se verdens mest tarvelige, mest fantasiløse og absolut mest uinspirerede TV-produktion, som alle dine venner til gengæld også ser. Hvilken værdi vil det have for dig?

De fleste vil nok være tilbøjelige til at vælge sidstnævnte, fordi det giver stor værdi at være del af et fællesskab. På den baggrund spår Henrik Werdelin, kreativ direktør i Joost, at ”social TV” bliver fremtiden.

Henrik Werdelin var i uge 9 gæst ved MediaCom:ments:Live og fortalte bredt om online TV og udfordringerne med at skabe et godt match mellem de tre primære partnere: Brugerne, annoncørerne og rettighedshaverne til selve indholdet. Brugerne ønsker, at det skal være gratis og bekvemmeligt, annoncørerne vil gerne kunne målrette kommunikationen til bestemte målgrupper og rettighedshaverne vil have betaling for at stille TV-programmer, musikvideoer mm. til rådighed.

På nettet kan de browsende finde dit indhold via aktive søgninger eller systemmæssige anbefalinger, men på baggrund af ovennævnte betragtning om værdien af fællesskab og tilhørsforhold, arbejder de hos Joost med at få etableret nogle såkaldte ”sociale triggers”. Det er små funktioner, der gør det muligt at se, hvad dine venner har set af videoer for nyligt eller sende interessant indhold videre til dit netværk. Men det er også en måde at gøre mere passive internetbrugere til aktive indholdskreatører, fordi den enkeltes netværk automatisk bliver informeret om ens gøren og laden.

Anbefalinger fra ens personlige omgangskreds - dvs. word of mouth - er det mest effektive våben i forhold til at generere respons. Typisk har den slags anbefalinger en klikrate omkring 80% og det er nærmest uhørt højt. Interessen for hvad omgangs-kredsen følger med i, bør derfor ikke undervurderes (hvilket Facebook i sig selv vel er et eksempel på – og måske også et program som X Factor, som man jo efterhånden er nødt til at se for at kunne snakke med). TV-udsendelser – og meget andet – får simpelthen større værdi, hvis man kan dele oplevelsen med andre.

Derfor giver det ifølge Henrik Werdelin god mening at online TV-producenter – og andre indholdsproducenter – tænker over, hvordan brugerne nemmest muligt kan dele oplevelsen med deres venner. På den baggrund kan folk muligvis motiveres til at se, det de ikke vidste, de gerne vil se.

Hvem sagde gruppepres?


MediaCom A/S · Antonigade 2 · DK-1106 København K · CVR 78422017 · Tlf. +45 3376 0000 · Fax. +45 3376 0001 · info@mediacom.dk