
De nye digitale spilleregler betyder, at din markedsføring skal tilbage til de basale relationer som den samtale, der foregik på markedspladsen. En verden hvor tillid og dialog skabte et salg, fordi kunde mødte sælger til en samtale over disken.
Denne interessante tese var omdrejningspunktet for det tredje i en serie af morgenseminarer, som MediaCom afholder for sine kunder under betegnelsen ”MediaCom:ments:Live”. MediaCom havde inviteret Thomas Madsen-Mygdal, der er web-pioner og ejer af Social Square.
Engagér kunden i samtale
Det er for primitivt at betragte markedsføring som kun et mediekøb. Den digitale verden ændrer fundamentalt på betingelserne. Vi er tilbage på den gamle markedsplads, hvor samtale mellem kunden og sælger er centrum for en handel. Virksomheder skal nu vænne sig til, at det forhold på sin vis er genskabt i den digitale verden. Derfor skal nogle af de samme grundregler fra menneskelige relationer genopfindes i markedsføringen.
”En amerikansk undersøgelse viser, at tilliden til andre mennesker er steget i de seneste fem år, mens tilliden til medier, det offentlige og erhvervslivet er faldet,” påpeger Thomas Madsen-Mygdal, der anerkender, at det kan være en svær udfordring for den typiske marketingafdeling.
Men faktum er, at de fleste virksomheder er bange for at åbne tovejssamtalen med deres kunder.
Blog og fotoblogs
I den digitale verden taler alle sammen hele tiden, på tværs af grænser og skel. Det kan virksomheder ikke påvirke, men de kan til gengæld drage nytte af det. Thomas Madsen-Mygdal er stor fortaler for, at virksomheder giver adgang til dens beslutningsprocesser og tanker. Det sker ved at etablere blogs på egne sites med fri debat fra både nuværende kunder, medarbejdere og hvem der ellers vil deltage.
Den frie dialog er ofte lige så stærk som betalt media, købt i dyre domme.
Blandt de nyeste forslag til at delagtiggøre kunden er oprettelsen af en fotoblog, hvor man ikke kun lægger tekst ud, men også billeder af virksomhedens møder, begivenheder med videre. ”De fleste virksomheders sites består stadig, groft sagt, af en virtuel brochure. Man møder ikke mennesker på disse sites. ”Jeg siger gi’ dit site en social dimension,” siger han.
Han erkender, at det er en udfordring at lære medarbejderne at blogge. Det oplevede Arla også de første måneder. Arla fremhæves ofte som det bedste eksempel på en stor virksomhed, der udnytter samtale med kunderne via blogs.
MediaCom er ved Festival of Media i Montreux blevet kåret som "Network of the Year". Læs mere